At søge fondsstøtte kan være afgørende for at realisere projekter i borgerforeninger. Men hvordan skriver man en overbevisende ansøgning?
Her er 10 gode råd, der hjælper dig med at skrive en velstruktureret og målrettet ansøgning.
Skriv en kort og præcis ansøgning
Fonde modtager mange ansøgninger, så det er vigtigt at være præcis og fokusere på kernebudskabet. Undgå unødvendigt fyld og hold dig til det væsentlige. Start med en kort introduktion af jeres projekt og beskriv derefter formålet og målene.
Søg støtte til et konkret projekt
En del fonde foretrækker at støtte konkrete projekter. Beskriv tydeligt, hvad projektet går ud på. Forklar, hvem målgruppen er, og hvordan jeres idé eller projekt vil gavne den målgruppe, og hvorfor det er vigtigt. Vær specifik og undgå generelle formuleringer.
Det er vigtigt, at det tydeligt fremgår, hvilket problem eller udfordring, den idé eller projekt, I søger penge til, løser. Fonde ønsker at se, hvordan deres støtte vil gøre en forskel.
Derfor er det også en rigtig godt idé at beskrive de positive "bivirkninger", projektet kan have.
Hvis I for eksempel søger støtte til en legeplads, så er det børn og deres familier, der er den umiddelbare målgruppe. Men det kan måske også give livskvalitet for de ældre på et nærliggende plejehjem, medvirke til at tiltrække turister osv.
Søg de rette fonde
Undersøg hvilke fonde, der passer til netop jeres projekt. Læs fondenes strategier og mål. Find ud af, om jeres projekt matcher deres interesseområder. En god matchning øger chancen for støtte.
Det er også en rigtig god idé at kontakte fonden tidligt og vær ærlig om projekt-idéen, uden at "bøje" den for hårdt for at tilpasse sig fondens formål. Fondene tilbyder ofte god sparring og har en masse erfaring, man kan trække på.
Tænk på bæredygtighed
Det er altid en god idé at have tænkt bæredygtighed ind i sine projekter. Det gælder både ESG, men det skal også forstås mere bredt.
Hvordan vedligeholder I fysiske projekter? Eller hvordan sikrer I, at projektet ikke dør, hvis ildsjælen ikke deltager længere?
Gå i dialog med mulige samarbejdspartnere
Det kan gavne jeres fondsansøgning, hvis I på forhånd har undersøgt potentialet for eventuelle samarbejdspartnere.
Mange fonde ser det som en stor kvalitet, at I har talt med den målgruppe, ansøgningen drejer sig om. Det kan for eksempel være, I har holdt "ønskemøder" med målgruppen eller på anden måde været i dialog. Måske er I endda flere parter, der står bag fondsansøgningen og projektet.
Det er dog vigtigt at være i dialog med den enkelte fond om, hvorvidt der er regler for, hvor langt i projektfasen I må være, hvis I skal komme i betragtning til støtte.
Oplys alle kontaktoplysninger
Sørg for, at fonden nemt kan komme i kontakt med jer. Inkluder telefonnummer, e-mail og eventuelle sociale medier. Vær tilgængelige og klar til at besvare spørgsmål.