VORES BYER

Thy til fælles er til for at skabe vidensdeling og samarbejde mellem landsbyerne i Thy. Her kan du finde oversigten over de byer, der er med i netværket. 

Mangler vi dig på listen?

Vorupør

Vorupør er en af de autentiske kystbyer, der har gennemgået en stor udvikling de senere år. Fra fiskersamfund til en moderne landsby, hvor der er plads til både de oprindelige værdier og de mange nye, som kommer i takt med tilflytningen.

Byen er drevet af fællesskaber. Der er langt over tyve foreninger, som er gode til at samarbejde. Borgerforeningen og Erhvervsforeningen købte for år siden den tidligere folkeskole, så der i dag er et velfungerende fribørnehus og et iværksætteri – begge afdelinger er faktisk helt fyldt op. Ud over disse er der også blevet plads til et medborgerhus, hvor byens unge og forskellige foreninger holder til, og som kan lejes til fester og andre arrangementer.

Byen har et rigt udvalg af butikker og spisesteder, som har valgt at holde åbent langt ud over de almindelige sæsoner. Etableringen af Havbadet og senere Nationalparkcenteret, som begge ligger lige ved Landingspladsen, har betydet at rigtig mange beboere deltager i fællesskaber omkring disse. Vorupør er stedet, hvor man kan være aktiv på det niveau man ønsker.

Vestervig

Vestervig er en landsby i Thy med ca. 700 indbyggere - placeret tæt på hav, fjord og Nationalpark Thy.

Vestervig har børnehave og skole. I Vestervig Aktivitetscenter er der gode muligheder for idrætsaktiviteter. Her arrangeres også cafeaftener med musik. Kulturhotellet Hawkraft tilbyder B&B og er samtidig et spillested.

Byen er midt i en forvandlingsproces, hvor aktive og engagerede borgere bl.a. har oprettet et byfornyelsesselskab, som har sørget for, at mange forfaldne huse er fjernet. Der er skabt byggegrunde og grønne oaser i byen. Der er etableret vandrestier, og Klosterparken med legeplads danner rammen for mange aktiviteter.

I 2024 har man købt den nedlagte Vestervig Skole, som nu huser Privatskolen Havland, Sognehus med fællesspisninger og foredrag, samt Ældresagens reparationscafe. Vestervig har mange foreninger, som samarbejder om fælles aktiviteter. Byen er også hjemsted for Thinghuset og Vestervig Kirkemusikskole.

Vestervig har gode muligheder for iværksættere og er præget af en åben atmosfære med flere nationaliteter. De senere år har bl.a. en del tyske familier bosat sig her.

Stenbjerg

Stenbjerg Thy er en by ved vesterhavet midt i Nationalpark Thy, hvor der er højt til himlen, stjerneklart og plads til store tanker midt i det storslåede natur.

Stenbjerg er fuld af charme og historie, og byen har flere foreninger, som arbejder sammen for at styrke fællesskabet og generationsbrobygningen og integrere kulturhistorien i udviklingen af området.

Stenbjerg Aktivitetshus og Stenbjerg Beboerforening har udviklet en helhedsplan for sportspladsen og det gamle klubhus i byen. Sportspladsen skal indeholde et knudepunkt for lokale og gæster udefra. Sportspladsen indeholder legeplads, hvor der fortsat er plads til Kroket, Krolf og Petanque. Legepladsen bliver med forskellige ting og en høj til at forandre oplevelsen af sportspladsen. Legepladsen ligger i læ fra Aktivitetshuset. Aktivitetshuset, Klubhuset, der er fra 1980erne,  bliver totalrenoveret.

 

Kontaktperson

Bente Astrup
Stenbjerg Beboerforening
stenbjerg2018@gmail.com
Telefon: 2347 4330

Link til hjemmeside

Koldby

Koldby er en velfungerende lille landsby midt i Thy med masser af sammenhold blandt unge som ældre.

Koldby Borger & Erhvervsforening laver forskellige arrangementer i årets løb, som man kan deltage i både med alle de frivillige, som altid hjælper til, eller bare som gæst. 

Byen er attraktiv for en børnefamilie, da vi både kan tilbyde dagpleje, børnehave og skole med SFO, som kan rumme alle. Endvidere har byen en bager, frisør, genbrugsbutik og en stor købmandsbutik. Alt, hvad man har brug for, er lige inde for rækkevidde. 

I fritiden kan man ligeledes blive underholdt med en masse aktiviteter i KHIF, som bl.a. har fodbold og gymnastik til alle aldersgrupper. Derudover har vi Hørdum Hallen lige i nærheden.

 

Villerslev og Omegn

Villerslev og Omegn Beboerforening er en lille men aktiv og engageret beboerforening, hvor medlemmerne overvejende er fra Villerslev og nærmeste omegn.

I Villerslev er der primært to steder, hvor man dyrker fællesskabet. Det er i forsamlingshuset og i Landsbyparken. De sidste par år har foreningens frivillige lagt mange kræfter i Landsbyparken med indkørsel fra Frederiksvej 4, og hermed følger en opfordring til at kigge forbi.

Du kan naturligvis færdes på egen hånd, men foreningen giver også gerne en rundvisning. På foreningens hjemmeside kan du se, hvilke arrangementer der afholdes i regi af foreningen.

I Villerslev er der et godt landsbyfællesskab, og de gør en stor indsats for at involvere så mange som muligt. Beboerforeningen er af den overbevisning, at der er rigtig meget, vi kan være sammen om, glæde os over og hygge os med - selvom vi er forskellige.

 

Kontaktperson

Helle Sievertsen
Villerslev og Omegns Beboerforening
hellesiev@gmail.com
Telefon: 21 84 71 94

Link til hjemmeside

Link til Facebook-gruppe

Østerild og omegn

Østerild er en velfungerende landsby smukt beliggende centralt i kommunen i Nordthy nær Limfjorden og op ad Østerild Klitplantage. En hyggelig, imødekommende og aktiv landsby i stor udvikling, placeret som et knudepunkt med gode vej-forbindelser til Hanstholm, Thisted og Aalborg.

Byen har alle nødvendige servicefaciliteter for en familie. Det gælder blandt andet en skoleafdeling, en vuggestue, børnehave, multicenter og et aktivt forenings-, sports-, og kulturliv. Alt sammen placeret i en spændende natur tæt på fjord og klitplantage.

Aktuelt arbejdes lokalt med opførelsen af seniorboliger og et plejecenter. Begge med byggestart i 2025.

Kontaktperson

Steen Kanstrup Bojesen.
Østerild & Omegns Borgerforening.
steenbojesen@hotmail.com

Link til hjemmeside

Hanstholm

Hanstholm er oprindeligt et fiskersamfund, og fiskerierhvervet og de dertilhørende virksomheder har hidtil præget byens dna.

De senere år er der dog i langt højere grad blevet fokus på de øvrige stedbundne potentialer. Nationalparken og landskabet omkring byen trækker naturelskere og friluftsmennesker til, og overnatninger i shelters og vandreture bliver in.

Havet er også legeplads for mange former for vandaktiviteter, og Hanstholm er nu en vigtig del af Cold Hawaii med Nordeuropas bedste surfspots. Dyre- og fugleliv bliver til lokale attraktioner, og de i øvrigt skæmmende bunkers fra 2. verdenskrig bliver historiefortælling for alle aldersklasser.

Kontaktperson

Lene Larsen
Formand for Hanstholm Rådet.
lenehelshagevej@gmail.com
Telefon: 2022 7848.

Link til hjemmeside

Sennels

Sennels er efter Thisted den største by i Thy beliggende ved Limfjorden. Områdets nærhed til natur, skov, vand og strand gør området attraktivt for bosætning.

Sennels emmer af socialt samvær, traditioner, fællesskab og udvikling, og der er mange foreninger for alle aldre. Vi kan tilbyde lokale, sunde og sjove fritidsmuligheder som balance til både skole og uddannelse for alle aldersgrupper.

Byen er præget af en del nybyggeri og tilflytning de senere år, samtidig med at de lokale gerne bliver boende. Den seneste udviklingsplan fremhæver derfor, at der i en by i vækst skal være plads til alle.

Skolen udvides, og en nybygget børnehave indvies i 2025. Der arbejdes for flere nye byggegrunde i området.

Fortællingen om Sennels er en god historie om et Thy i udvikling.

Kontaktperson

Sennels Borger- og Udviklingsforening
info@sennelsby.dk

Link til hjemmeside

 

Klitmøller

Klitmøller er et gammelt autentisk fiskerleje på vestkysten i Thy med et indbyggertal på cirka 1.150 personer, som mangedobles om sommeren. Klitmøller er ikke bare et sommerhusområde eller et forblæst hjørne i Udkantsdanmark. Klitmøller er også historien om en by, der har formået at genopfinde sig selv flere gange gennem tiden, når havet har slået til på den ene eller den anden måde.

I dag er borgerne i byen en broget og spændende sammensat flok. De spænder fra de oprindelige mølboer, tilflytterfamilierne fra storbyen, iværksætterne, surferne, de unge og seniorerne. Fælles for dem er at de vil have lidt mere ud af livet og leve de med bevidste værdier.

Kontaktperson

Georg Georgsen
Formand i Klitmøller Borger- og Erhvervsforening.
georggeorgsenthisted@post.tele.dk

Link til hjemmeside

Lild Strand

Lild Strand er en enklave med ro og kan med rette kaldes for Nordthys stillekupé.

Beboerne i fiskerlejet tæller omkring 35 fastboende og 200 sommerhusejere, men på trods af sin beskedne størrelse er der fuld gang i udviklingen. 

I Lild Strand kan du blandt andet opleve det storslåede syn ud i Mælkevejen. Lild Strand er nemlig en del af Dark Sky Park Bulbjerg, som er certificeret hos DarkSky International for sit dybe nattemærke. Lild Strand er altså et hotspot for astro-turister og alle andre, der vil nyde stjernevrimlen.

I Lild Strand finder du også et madpakkehus, som benyttes flittigt både sommer og vinter, og nogle flotte kystterrasser øst og vest for fiskerlejet, hvor alle kan nyde havudsigt og solnedgang.  

De mange initiativer i Lild Strand udspringer af en handleplan, der blev udarbejdet for få år siden.

Kontaktperson

Tove Græsbøl Eriksen
Formand i Hawboernes Forening. 
tove.g.eriksen@outlook.dk

Link til hjemmeside

Krik

Krik er en af de fire gamle ladepladser i Sydthy. I 1700-tallet og i første del af 1800-årene benyttede Limfjordens kaagførere, de såkaldte krejlere, det lille ladested, når de for købmændene i Thisted og Aalborg lastede korn eller lossede tømmer og jernvarer.

Den fladvandede og forholdsvis beskyttede Krik Vig har gennem mange år udviklet sig til at blive et yndet mål for egnens beboere og turister med behov for vandsport og fritidsliv. Der er stor interesse for forskellige former for brætsejlads, primært windsurfing, kitesurfing. Surferne kommer til Krik, fordi blæsten går frisk og tilgængeligheden er unik.

I Krik har vi to foreninger, Krik & Omegns Beboerforening, der blev stiftet i 1984, som har mange arrangementer hvert år, vi har klubaftner hver 14. dag hele året rundt, hvor vi mødes og spiller diverse spil og spiser sammen. Krik og Omegns Badelaug bader hele året rundt, og har mange medlemmer, som kommer fra det meste af det sydlige Thy.

Inspiration